Tak skæbne for, at der findes steder som et kvindekrisecenter

Det kan være ufattelig svært at forestille sig en verden, hvor man ikke har et kvinde krisecenter.

Der er (heldigvis) ingen, der stiller spørgsmålstegn ved den slags, og alle typer er velkommen der og har mange forskellige historier at fortælle, så der er ikke noget, der er værre eller mindre værre end andet at dukke op med.

Forestil dig lige, hvis der skulle være nogle, som der mente, at kvinder var hysteriske, eller at de bare skulle tage sig sammen, så der ingen grund var til, at de skulle være sådan et sted i længere eller kortere tid ad gangen.

Den slags kalder man nu om dage at kaste skylden på offeret, for der er ingen, der har lyst til at melde sig sådan et sted, men det kan blive nødvendigt – og i sådan en situation er det ikke bare belejligt, at det eksisterer, det kan også være en redning for mange af kvindekønnet.

Kvinder finder frirum i et kvindekrisecenter

I gamle dage måtte man dårligt tale med familien om den slags, og man skulle da ikke bryde sig om at blande fremmede ind i, hvad der oftest var familieanliggender. 
Dette hang formentlig også sammen med, at hvad der skete den gang, let kunne komme ud til resten af byen og omgangskredsen, da man ikke flyttede så meget rundt, som man gør nu om dage.

Om man kærede meget mere om ens omdømme og renommé, end hvad man gør på samme måde nu om dage, hvor man gerne vil have, at kvinde taler op om den slags, så man kan få sat mere fokus på problemerne, så man forhåbentligt ikke har brug for lige så mange i fremtiden, der melder sig på et krisecenter for kvinder.

Så det er en nødvendighed for mange, og det er opstået deraf, men det bedste i verden ville i et utopi være, at man ikke skulle have behov for det.